I et helt særegent udtryk, som i dag er kendt verden over på gader, stræder, gallerier og museer, arbejder Hera fra Herakut, som en af de to kunstnere på udstillingen, i en imaginær verden, hvor karaktererne i værkerne ofte opleves i en kontekst af sociale fraktioner og kollektive begrænsninger indlejret i citater, der fortæller om kærligheden og forholdet mellem mennesker. Graden af kontraster er hermed uendelig, hvor en barnlig drømmeverden ofte tillægges egenskaber fra dyr.
I et narrativt billedsprog formes værkerne i en meget karakteristisk streg, hvor Heras sanselige og samtidig grove udtryk danner rammen om form og proportion.
Samtidig tillægger Case Maclaim, som en af de førende urbane fotorealister, en helt anden vinkel på udstillingen ofte med en stærk undertone af surrealisme.
På samme måde som Hera arbejder han både på lærred og gavl, hvor følelsernes verden spores til stadighed såsom usikkerhed, melankoli og den konstante kamp for at være et menneske bliver taget op. De figurative motiver imponerer med deres perfekte udførelse og deres fremragende blanding af billedmæssig renhed og høj fortælleværdi.
WHAT WE LEAVE BEHIND
Om udstillingen ‘What we leave behind’ fortæller Case Malcaim:
“What we leave behind’ handler om de ting, der er tilbage, når øjeblikke forsvinder i familier, i byer og i mure.
Hera og jeg er vokset side om side i årevis som kunstnere, som familie og som vidner til hinandens udvikling. Det, vi deler, er lagdelt, påvirkninger, diskussioner, tavsheder og referencer, der langsomt opbygges over tid. Udstillingen udfolder sig som et personligt arkiv over denne fælles fortid.
Mine værker tager udgangspunkt i gavlmalerier og i billeder, der allerede eksisterer i det offentlige rum udsat for vejr, tid og mennesker. De bærer historien i deres overflade.
Inde i galleriet vender disse billeder tilbage i forandret form. Fjernet fra gaden bliver de mere stille, mere intime og næsten sårbare. For det, vi efterlader, er aldrig blot et billede. Det er et fragment af den, vi var.”
Hera fortsætter:
”Da jeg for 26 år siden begyndte at tage en bid af det offentlige rum til mine spraymalede tanker, havde jeg bestemt ikke forventet, at vores lille subkultur ville træde ud af sin undergrundsskygge og tage os med ind i lyset og op på platformene af enorme lifte for at male gigantiske gavlmalerier i nogle af verdens travleste byer.
På denne vis efterlod vi mange store aftryk over hele verden, hvor det i dag er gået op for mig, at udtryksformen er lige så tilgængelig og afgørende på lærred som på mur.
Det slider samtidig hårdt på krop og sind evigt at være på farten og hænge i høje lifte, og det har derfor været et privilegie for mig også at udtrykke mig på lærred. Hvor end du udtrykker dig på lærred, mur, postkort eller en post-it, giver det genklang, med forhåbning om at frø plantes og spirer.”
