Det er med stor begejstring det også er lykkedes, at få verdenskendte HERAKUT til Aalborg.
Den tyske duo bestående af Jasmin Siddiqui (Hera) og Falk Lehmann (Akut) startede samarbejdet i 2004, og har nu netop på 3 dage færdiggjort et 50 m langt gavlmaleri på Godsbanen i Aalborg med titlen “Dine historier får mig at glemme disse tremmer”, hvor et barn læner sig fortroligt op af to drager i en fantasirejse til en anden verden.
I et narrativt billedsprog udvides horisonten på Godsbanen, og leder os for et øjeblik til nye drømmeverdener.
Meget karakteristisk for kunstnernes arbejde danner Heras sanselige og samtidig grove streg rammen om proportion og form, mens Akut tilføjer de fotorealistiske elementer.
Mens Hera er en klassisk uddannet kunstmaler og arbejder med en stor blanding af medier, er Akut autodidakt og arbejder kun med spray.
I krydsfeltet imellem de tos billedverdener er det lykkedes kunstnerne at skabe et helt særegent udtryk, som i dag er kendt verden over.
I en imaginær verden opleves karaktererne i deres værker ofte i en kontekst af sociale fraktioner og kollektive begrænsninger indlejret i citater, der fortæller om kærligheden, som vi nu også kan opleve på Godsbanen i Aalborg.