De tekniske aspekter af fotografering fangede ham imidlertid ikke rigtig, ikke før han begyndte at printe og bruge sine portrætter på gaden. Ud fra dette perspektiv har hans forhold til fotografi været i konstant metamorfose. Gadefotografering forstyrrer, som al kunst i det offentlige rum, menneskers liv, en afbrydelse, der udfordrer deres daglige perspektiv.

Bifido fortæller således om sit arbejde:

”Det er lige meget, hvad folk tænker, når de møder min kunst på gaden; Det der betyder noget er, at det emne de står over for, fremstår som et spørgsmål. Det jeg gør, er en nødvendighed. Det er uundgåeligt at blive voksen, men at forsage legen er en skæbne jeg nægter at acceptere, og kunsten er min måde at modstå dette på. At skabe kunst på gaden er min måde at lege på, med livet og verden, dets overbevisninger og konventioner. Det jeg laver, har en barnlig kvalitet; det er animeret af et legende instinkt, et instinkt der eksisterer i verden som en sandslotsbygger ved havet: han skaber, havet visker ud, han skaber på ny”.